Ti unge stiller svære spørgsmål i åben dialog med pave Frans

Vatican News
Oversat af Birgit Bidstrup Jørgensen

Pave Frans har deltaget i en samtale på spansk med ti unge mennesker, der for de flestes vedkommende står langt fra Kirken. Han besvarer spørgsmål om en lang række moderne spørgsmål såsom seksuel identitet, feminisme, abort, migration, misbrug, tab af tro, kvinders rolle og mere. Dialogen på en time og tyve minutter kan ses på Disney+ fra den 5. april 2023. Se trailer her

Dialogen blev filmet i juni 2022 i Roms Pigneto-distrikt, mens paven led af stærke smerter i sit højre knæ. Det er grunden til, at han fremstår skrøbelig, mens han går, men ikke når han besvarer de svære spørgsmål fra de unge mennesker, som alle er spansktalende mellem 20 og 25 år, og som kommer fra Spanien, Senegal, Argentina, USA, Peru og Colombia. Selvom de i starten virkede en smule ængstelige, gik de efter pavens ankomst fra generthed til selvtillid og nogle gange til dristighed, idet de stillede ærlige spørgsmål om kvinders rolle i kirken, feminisme og abort og vidnede om troen og tab af troen, seksuel identitet, migrationsdramaet og racisme.

"Jeg får ikke løn"

Pave Frans brød selv isen ved at bruge en fodboldmetafor, der siger "Midterbold, spillet begynder." Víctor, der beskriver sig selv som agnostiker, spørger ham straks, om han får løn for sit arbejde, og paven svarer: "Nej, de betaler mig ikke! Og når jeg har brug for penge til at købe sko eller noget andet, går jeg hen og spørger Jeg får ikke løn, men det bekymrer mig ikke, for jeg ved, at de giver mig gratis mad." Derefter fortæller han de unge, at hans livsstil er ganske enkel, "som en typisk kontormedarbejders," og at han ved større udgifter foretrækker ikke at belaste Pavestolen, men at bede andre om hjælp.

Med lidt ironi forklarer han, at når han ser en social opsøgende organisation, der har brug for økonomisk hjælp, opfordrer han dem selv til at bede ham om ressourcer, fordi han ved, hvor han kan finde dem, og hvem han skal henvende sig til.
En smule ironisk forklarer han, at når han ser en opsøgende social organisation, der har brug for økonomisk hjælp, opfordrer han selv dem til at bede ham om ressourcer, fordi han ved, hvor han kan finde dem, og hvem han skal henvende sig til.

Gå til udkanten

Da samtalen drejer sig om de mange katolikker, der forlader Kirken, tager paven et af sine mest tilbagevendende emner op; periferien. "Når der ikke er noget vidnesbyrd, lider Kirken, fordi den bliver til en klub af gode mennesker, som udfører deres religiøse gestus, men ikke har modet til at gå ud i udkanten. For mig er det grundlæggende. Når man ser på virkeligheden inde fra centrum, opsætter du uden at ville det beskyttende barrierer, der fjerner dig fra virkeligheden, og du mister din virkelighedssans. Hvis du vil se, hvordan virkeligheden er, så gå til udkanten. Vil du vide, hvordan social uretfærdighed er? Gå til udkanten. Og når jeg siger udkanten, så taler jeg ikke bare om fattigdom, men om kulturelle og eksistentielle periferier," påpeger han.

Migration og reform af Kirken

Medha, en pige født i USA, hvis forældre forlod Indien på jagt efter et bedre liv for deres familie, taler derefter. Hendes vidnesbyrd ligner Khadims, en ung senegalesisk muslim med rødder i Spanien. Begge taler om den racisme, de blev udsat for som udlændinge, der kom langvejs fra.
Samtalen går derefter over til det globale spørgsmål om migration, og paven benytter lejligheden til at fordømme både udnyttelsen af mennesker i oprindelseslandene og manglen på velgørenhed hos dem, der ikke byder dem velkommen. "Det her sker i dag, det sker ved Europas grænser, og nogle gange medvirker nogle myndigheder, der sender dem tilbage. Der er lande i Europa - jeg vil ikke nævne dem for ikke at skabe diplomatiske problemer – der har små byer eller landsbyer, som er næsten tomme; lande, hvor der kun er tyve gamle mennesker og ubrugte marker. Og disse lande, som oplever en demografisk vinter, byder ikke engang migranter velkommen," sagde paven.

Ifølge den Hellige Fader er der bag alt dette en form for kolonialistisk social samvittighed, der favoriserer udnyttelse og en kultur af slaveri, skjult bag migrationspolitikker, der ikke søger at byde velkommen, ledsage, være fortaler for eller endda integrere migranter. Men de unge påpeger over for paven, at Kirken tidligere har samarbejdet med og tjent på denne kolonialisme. Og han svarer, at selv om man skammer sig over den, må man altid acceptere sin egen historie, og at dette kriterium har givet ham mulighed for at rense Vatikanet for den åndelige verdslighed, han nogle gange har fundet, men det kan være vidt udbredt. "Reformen af Kirken skal starte indefra, og Kirken skal altid reformeres, altid, for i takt med at kulturer udvikler sig, ændres behovene."

Mobning og abort

Dora, en ung evangelisk kvinde fra Ecuador, brød ud i gråd, da hun fortalte paven, at hun var blevet mobbet og havde udviklet en så dyb følelse af ensomhed, at hun havde overvejet selvmord. Paven trøstede hende og inviterede hende til at græde frit, og da han ser hende mere rolig, spørger han hende, hvad hun gør. Dora svarer, at hun er makeupartist på et teater, og paven bringer et smil tilbage på hendes ansigt ved at sige: "Jeg ringer til dig, så du kan gøre mig smukkere."

I det øjeblik afbryder et tordenskrald fra et tordenvejr samtalen et par øjeblikke, som bliver til et af dokumentarens mest intense øjeblikke. Milagros fra Argentina præsenterer sig selv som katolsk kateket og samtidig en stolt abort-aktivist. Hun lægger et grønt tørklæde i pavens hænder med påskriften "Abort: gratis, sikkert og uden omkostninger". Frans accepterer gestussen og lader en debat finde sted mellem kvinderne i gruppen – hvoraf kun én siger, hun er imod fremkaldt abort og går ind for ubetinget forsvar af det liv, der er ved at blive født.

Paven behandler derefter spørgsmålet i både pastoral og biologisk henseende. "Jeg siger altid til præster, at når de henvender sig til en person i den situation, at de har en byrde på deres samvittighed, fordi en abort efterlader en dyb virkning på en kvinde, at de venligst ikke må stille hende for mange spørgsmål, og at de skal være barmhjertige, som Jesus er. Men problemet med abort skal ses videnskabeligt og med en vis kølighed. Enhver bog om fostrets udvikling lærer os, at inden for en måned efter undfangelsen er DNA'et allerede afgrænset, og organerne er allerede defineret. Derfor er det er ikke en klynge af celler, der samles, men et menneskeliv." Paven behandler spørgsmålet yderligere og spørger derefter retorisk: "Er det lovligt at eliminere et menneskeliv for at løse et problem? Eller hvis jeg henvender mig til en læge [for en abort]: er det lovligt at hyre en lejemorder til at eliminere et menneskeliv for at løse et problem?"

Paven værdsætter pigernes følsomhed over for krisen hos en kvinde, der står over for en uønsket graviditet, men insisterer på, at "det er godt at kalde tingene ved deres navn. Én ting er at ledsage den person, der har gjort det, noget andet at retfærdiggøre handlingen," siger han tydeligt.

Udrydde misbrug

Emnet skifter, men spændingen stiger, da Juan, en spanier, der næsten ikke kan tale på grund af de kvaler, han oplever, deler med paven, at da han var elleve år gammel, blev han gentagne gange misbrugt af et medlem af Opus Dei, der arbejdede som lærer i hans skole. Manden blev dømt af det civile retsvæsen, men med en nedsat straf.

Paven blev ked af det, men især overrasket, da den unge mand rakte ham et brev skrevet af paven selv. Det var pavens personlige svar rettet til den unge mands far, hvori han fortalte ham, at den daværende Troslærekongregation (CDF) ville behandle sagen på kanonisk plan. Den unge mand, som indrømmede, at han ikke længere var troende, forklarede ham, at CDF havde besluttet, at lærerens gode navn skulle genoprettes, hvilket fritog ham for ansvar.

Pave Frans lover at gennemgå sagen, men de andre udfordrer ham i forhold til Kirkens generelt forsømmelige reaktion på overgreb på børn begået af dens præster. Paven udtrykker sin sorg over disse handlinger og beskriver, hvad der bliver gjort for at bekæmpe dem, herunder ophævelse af forældelsesregler.

Inklusion og ikke-binære personer

En anden spansk pige, Celia, præsenterer sig selv og forklarer, at hun er ikke-binær og kristen. "Ved du, hvad en ikke-binær person er?" spørger hun paven. Han svarer ja, men hun forklarer ham alligevel, at "en ikke-binær person er en, der hverken er mand eller kvinde, eller i det mindste ikke hele tiden." Hun vil vide, om der er plads i Kirken til seksuel og kønsmæssig mangfoldighed.

Paven reagerer ved at udvide horisonten på den kirkelige udfordring med inklusion: "Hver person er Guds barn, hver person. Gud afviser ikke nogen, Gud er Fader. Og jeg har ingen ret til at udstøde nogen fra Kirken. Ikke kun det; min pligt er altid at byde velkommen. Kirken kan ikke lukke døren for nogen. For ingen.”

Umiddelbart herefter retter paven kritik af dem, der med Bibelen som reference fremmer hadefulde ytringer og retfærdiggør udelukkelsen af den såkaldte LGBT-bevægelse fra kirkesamfund. Sådanne mennesker, siger han, "er infiltratorer, der udnytter Kirken for deres personlige lidenskaber, for deres personlige snæverhed. Det er en af Kirkens korruptioner."

Skønheden ved seksualitet i modsætning til pornografi

Den audiovisuelle montage viser den Hellige Fader, der, selv om han ikke altid er tryg ved det, tillader unge at udtrykke sig frit, selv når mange af deres holdninger modsiger Kirkens lære på forskellige områder. For eksempel udfordrer Alessandra, en colombianer, paven med udgangspunkt i den aktivitet, der giver hende et levebrød: Hun præsenterer sig selv som en skaber af pornografisk indhold, som hun distribuerer på sociale netværk; et job, der ifølge hende selv har givet hende mulighed for at værdsætte sig selv mere og bruge mere tid sammen med sin datter.

Så modsagde María, den unge katolik, der tidligere talte imod abort, ved at sige, at pornografi er skadeligt både for dem, der producerer den, og for dem, der forbruger den. Ud fra dette tager pave Frans ordet igen og minder om, at de, der bruger pornografi, nedgør sig selv menneskeligt: "De, der er afhængige af pornografi, er ligesom dem, der er afhængige af et stof, der holder dem på et niveau, der ikke lader dem vokse," forklarer han.

Marias modkulturelle kristne vidnesbyrd

Dokumentaren afsluttes med to kvinders modstridende oplevelser inden for Kirken: en næres og velsignes af sin tro; den anden er såret og smerter ind i sin kerne.

María udtrykker endnu en gang uden tøven sin katolske tro og sit tilhørsforhold til Kirken, som hun er stolt af. Nogle gange med knækket stemme, i lyset af blikke fra de andre ni unge mennesker, der var uenige med hende gennem hele samtalen, forklarer María, hvordan hendes forhold til Kristus har givet hendes liv mening. Paven lytter opmærksomt til hende og mens han udtrykker anerkendelse, advarer han hende om, at hendes vej vil blive svær: "Det vidnesbyrd om tro, som du giver, rører mit hjerte, fordi det kræver mod at sige, hvad du siger i dette møde. Tak for dit vidnesbyrd. [...] Jeg vil ikke skræmme dig, men saml dine kræfter og forbered dig på at blive udfordret. Fortsæt med at gøre disse ting godt, men når en prøvelse kommer, så vær ikke bange, for selv i mørkets øjeblik er Herren der, skjult," lyder rådet fra paven.

Marías oplevelse står dog i kontrast til Lucías fremmedgørelse, en ung peruviansk kvinde, der mistede sin tro på Kristus efter flere års psykisk misbrug, mens hun forsøgte at tjene andre som medlem af et religiøst samfund. Hun forklarer paven, at hun er gladere nu, hvor hun hverken er katolik eller troende. Pave Frans forsøger ikke at overbevise hende om andet. Faktisk forklarer han hende, at sandt mod meget ofte består i at opgive det, der skader os. Det er forståeligt, at man går tilbage til det sted, hvor man begyndte at søge menneskeligheden i sine rødder, fortæller paven hende med et faderligt blik, der bringer et smil frem på hendes ansigt.

Dette afslutter samtalen og efterfølges af den Hellige Faders tak for den fælles oplevelse. I anerkendelse af de tanke- og meningsforskelle, der kommer til udtryk i dialogen, understreger pave Frans, at dette er Kirkens vej, det vil sige, i mangfoldighed er alle forenet, alle er brødre og søstre, et menneskeligt broderskab, der ikke kan drages i tvivl.