Enkens gave
Det havde været en lang og anstrengende dag for Jesus, som nåede sit højdepunkt i hans endelige fordømmelse af jødernes religiøse ledere. Han efterlod de skriftkloge og farisæerne skælvede af raseri og gik fra Hedningernes Gård ind i Kvindernes Gård, hvor han satte sig ned i søjlegangen nær ved tempelblokkene. Der var tretten af disse offerblokke, som stod i række på hver side af gården, hver med en tragtformet åbning foroven, hvorigennem man kunne lade mønter falde. De forskellige blokke havde indskrifter, som svarede til anvendelsen af de forskellige ofre; to var beregnet til halvsekler til tempelskatten og de andre til forskellige slags frivillige gaver til opretholdelse af tempeltjeneste, for eksempel til indkøb af offerdyr, til fornyelse af tempelkarrene, vedligeholdelse af stofferne i templet og forskellige velgørenhedsforetagender.
Da der ikke var tag over gården, blev kisterne sandsynligvis hver nat bragt ind i rummene rundt om søjlegangen for at tømmes, og for at pengene kunne blive talt op. Jesus havde ofte lært ved "tempelblokken", men nu sad han blot og betragtede de mennesker, som kom forbi for at kaste deres offerpenge i kisterne. På denne tid af året, lige før påske, var der en endeløs strøm af tempelsøgende, for Herren havde befalet, at de ikke måtte komme "tomhændede" for hans ansigt, og alle havde sparet så meget som muligt sammen for at kunne bringe en god offergave med til højtiden.
Jesus havde lagt mærke til mange rige og rigt klædte jøder, som skred forbi og pralende og demonstrativt kastede store pengesummer i blokkene, og han så, hvor folk vendte sig for at stirre på mønterne, som raslede ned gennem tragtåbningerne.
Så så han blandt skarerne "en fattig enke" stilfærdigt gå hen til en af tempelblokkene og lægge "to småmønter i, tilsammen så meget som en øre" - eller en fireogtresindstyvendedel af en denar. Så sneg hun sig hurtigt bort, for at ikke en af tempelfunktionærerne, som stod i nærheden, skulle dadle hende for den ringe gave.
Men skønt hun undgik at blive set af de begærlige præster, var hendes enkle offerhandling blevet set af Jesus. Han viste sine disciple hende og sagde: "Sandelig siger jeg eder: denne fattige enke har lagt mere deri end alle de andre, som lagde noget i tempelblokken. Thi de gav alle af deres overflod; men hun gav af sin fattigdom alt det, hun havde, hele sit eje."
Gud vurderer ikke de gaver, vi giver ham, efter deres værdi i handel og vandel, men efter den ånd, i hvilken de bliver givet, og det offer, de betyder for giveren. Som Paulus ved en anden lejlighed sagde: et menneske kan give alt, hvad han ejer, til de fattige, men hvis han gør det for at blive rost af mennesker og ikke blot af kærlighed til Gud og sine medmennesker, er hans gave intet værd. Sådan var værdien af mange af de store summer, som de rige farisæere lagde i tempelblokken. Men de to småmønter, som den fattige enke lagde deri med så stor opofrelse var uendelig værdifuld for Gud.
Da kvinden listede sig forbi, hørte hun Jesu ord, og en dyb taknemmelighed fyldte hendes hjerte, fordi han så på den måde på hendes lille gave. Denne ubetydelige hændelse er først og fremmest blevet særlig omtalt i den hellige skrift som et lysende eksempel på ægte godgørenhed. Den er også nyttig til at afsløre, at mens størstedelen af de jødiske rådsherrer var hovmodige, egenkærlige og hyklerske, så var der stadig trofaste sjæle blandt det jævne folk, og man har lov at tro, at på pinsedagen var denne kvinde en af de første til at lade sig optage i den første kristne kirke.
Kilde: På vandring med mesteren 4. del
Dansk Bogforlag 1962
